Så sidder man her i den lysegrønne sofa med stængerne oppe på sofabordet, og laptopen i skødet. Vi har spist, for sådan er det jo i en familie med små børn, der er sultne altid..... Spisebordet er ryddet og opvaskemaskinen snurrer.
Pigerne, Freya på 4½ og Frigg på 3 år leger i hele stuen; det flyder med tæpper, puder, dukker, tegninger og puslespilsbrikker. Men de hygger sig og har ikke skændtes, i nogle timer snart *banker under bordet*, 7-9-13..... Ja, det tør jeg godt skrive, med risiko for at jinxe det :)
Vi venter på DisneySjov, som jo er ugens højdepunkt, for dér må man spise slik og få saftevand/sodavand (alt efter hvad vi nu lige har på lager). Det er virkelig noget, der bringer lykke i det lille hjem i Vesterborg.
Ja, for vi er også én af de der familier, hvor vi har faste slikdage, som spiser grøntsager og drikker vand til hverdag. Så joooooow, DisneySjov med fredagsslik er noget ganske særligt.
Jeg kommer sådan til at tænke på min egen barndom; mht. slikkultur og tegnefilm. Både min mand og jeg er vokset op med sodavand og slik i ubegrænsede mængder. Hvorfor? Ja, jeg tror det var fordi, det smagte godt, og fordi det jo også er en måde at undgå konflikter på. Dengang var der ingen, der tænkte på syreskader på tænder, overvægt, hjerte-karsygdomme, diabetes, dårlige vaner...... osv.
Det var sørme en anden tid, dengang.... Om det har været uvidenhed hos 80'ernes forældre, det skal jeg ikke kunne sige.... Dengang røg man jo også i samme rum, hvor ens spædbarn befandt sig -jeg har ofte hørt kommentaren efterfølgende, helt op i 2010'erne: "....Lidt røg har jo aldrig skadet". Her er det bare, jeg tænker: "What? Hvor har du været?" -Nogle gange siger jeg det også ;) Men lige det med rygning er sgu svært at diskutere, særligt med rygere ;)
Dét med dårlige tilvalgte vaner, som både rygning og dårlig kost jo er, er efter min mening helt op til den enkelte. Hvad folk spiser rager ikke mig, og om folk vil ryge -det må de selv om (bare jeg ikke er tvunget til at være i det).
Jeg tænker ofte på, hvor skægt det egentlig er, at kulturene og livsstilene igennem de forskellige generationer har ændret sig, og kommer derfor også til at tænke på, hvordan det kommer til at være om 20 år? Jeg ved det ikke. Men jeg håber, jeg ikke bliver én af dem, der sidder med korslagte arme, og absolut ikke kan eller vil se formålet med ændringer, i den nye tidsalder. Jeg håber, jeg bliver én, der gerne vil prøve at forstå, hvordan og hvorfor Verden ændrer sig.
-Hvis jeg, imod alle mine egne forhåbninger, skulle blive en gammel og bitter kone (dette gælder iøvrigt i alle livets henseender) vil jeg gerne bede mine nærmeste om at amputere mine knæskaller, og tunge. For JA!, jeg kan sagtens forstå, det er belastende at skulle høre på.
Nu nærmer tiden sig DisneySjov, og dermed er det tid for at passe nogle slikskåle til, henkaste sig til Anders And & Co.s fantastiske univers, hvor kun tegnernes fantasi sætter begrænsningerne for, hvad der kan lade sig gøre. Det er jo fantastisk :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar