Ja, jeg har ikke blogget et par dage... Eller mere. Grunden er såmænd dén, at jeg simpelthen har ligget med ørepine :(
Øregangsbetændelse, er diagnosen, og det er simpelthen noget af det mest smertefulde jeg har prøvet, og det siger ikke så lidt, taget i betragtning at jeg hyppigt kommer til skade; brænder mig, skærer mig, har et knæ der hopper ud af led sådan af og til. Nå, ja - og har født to børn, som var læææææææææææææænge undervejs!
-Men øregangsbetændelsen, den ligger altså helt oppe i toppen! Man kan ikke stå, gå, ligge eller lade være. Kan sgu godt forstå de små er meget kede af det, når de har bøvl med ørerne.
Jeg er sådan en af dem, der har utallige ar, fordi jeg åbenbart er så klodset, men kan huske hvor hvert af dem kommer fra; det allerførste jeg fik, var simpelthen fra dengang jeg som 5-årig flækkede mit øjenbryn. Historien er lidt pudsig, og den har jeg simpelthen tænkt mig at dele med jer, faste læsere.
Jeg kunne ikke cykle uden støttehjul på min cykel, før jeg var en 6-7 år. Jeg væltede, og kunne slet ikke koordinere arme, ben eller balance -derfor troede man, at min "motorik var dårlig" (hvilket også var grunden til jeg fik en hest, men den historie må I få en anden dag), det skulle senere vise sig, at det var fordi jeg faktisk ikke kunne se noget som helst.
Nå, men jeg kejlede rundt på denne cykel; min bror, min far og jeg var inde på nabogrunden og cyklede rundt om et bjerg, sådan husker jeg det ihvert fald. Bjerget har nok været en grusbunke :)
Min far havde pillet mine støttehjul af min cykel, for nu skulle jeg lære at cykle rigtigt. Men jeg styrter, og falder ligeså lang jeg var (det var ikke ret langt) med smasken godt begravet nede i de løse småsten, der på asfalten. -Og jeg vrælede! Jeg kan huske, jeg bliver rejst op, og blodet strømmer ud, lige oppe over mit venstre øje, og jeg blev simpelthen SÅ bange.
-Jeg husker, at vi havde ikke selv bil, så min farbror Birger kommer og henter min mor og mig, og vi kører til Lægehuset i Horslunde, hvor vi blev konsulteret af den meeeeeget gamle læge, som ihvert fald var mindst 100 år gammel. Han lignede lidt en hornugle og lugtede af sur kaffe (jeg har senere mødt ham igen, og han ligner slet ikke en hornugle -men han lugter af sur kaffe).
Han spurgte min mor, hvad jeg havde lavet..... Inden hun når at svare, svarer jeg: "Det var min far, der skubbede mig!" -Den historie holdt jeg ved i mange år, til sidst troede jeg selv på det :) -Jeg synes nok, det var pinligt, jeg ikke kunne cykle.
Jeg blev syet flot, med 6 grønne sting. Jeg var meget, meget stolt over, jeg var blevet syet, og synes vist selv, jeg var ret sej med en flænge i øjenbrynet :)
Senere i livet, er det der med "sejheden" ved at komme til skade imidlertid forsvundet, dog kommer jeg til skade, med jævne mellemrum alligevel.... ;p
Ingen kommentarer:
Send en kommentar