Det er idag 3 mdr. since my last confession :p
Der har været ret stille her på min blog; ikke fordi der ikke er sket noget, som der sagtens kunne berettes om - men ja, så har der også lige været så meget andet.
For 1½ uges tid siden var jeg temmelig worked up omkring eksamensopgave, forberedelse til jobbet, almindelig dagligdags livsførsel osv. Og valgte simpelthen at bide skeer med det alt sammen.... Det var en kamp; og nu er krigeren i mig simpelthen gået på ferie. YAY! :)
Der er dømt lange aftentimer (helt til kl. 22, sgu! :p ) med godt fjernsyn (Læs: CSI) og formentlig også nogle tossede serier på alle de dersens kanaler, som Boxer udbyder.
Hygge med den lille familie <3 -I love it! Nå, ja-så var der vist også liiiiiiige lidt løbetræning som skal passes.
Men alt sammen fordi jeg har tiden til det, og fordi jeg ka' :)
Ha' en dejlig uge 42, I know I will - sofaen kalder....
mandag den 17. oktober 2011
torsdag den 23. juni 2011
AV, det gør ondt, det er lige dér - ikke røre, kan du så la' vær' :(
Ja, jeg har ikke blogget et par dage... Eller mere. Grunden er såmænd dén, at jeg simpelthen har ligget med ørepine :(
Øregangsbetændelse, er diagnosen, og det er simpelthen noget af det mest smertefulde jeg har prøvet, og det siger ikke så lidt, taget i betragtning at jeg hyppigt kommer til skade; brænder mig, skærer mig, har et knæ der hopper ud af led sådan af og til. Nå, ja - og har født to børn, som var læææææææææææææænge undervejs!
-Men øregangsbetændelsen, den ligger altså helt oppe i toppen! Man kan ikke stå, gå, ligge eller lade være. Kan sgu godt forstå de små er meget kede af det, når de har bøvl med ørerne.
Jeg er sådan en af dem, der har utallige ar, fordi jeg åbenbart er så klodset, men kan huske hvor hvert af dem kommer fra; det allerførste jeg fik, var simpelthen fra dengang jeg som 5-årig flækkede mit øjenbryn. Historien er lidt pudsig, og den har jeg simpelthen tænkt mig at dele med jer, faste læsere.
Jeg kunne ikke cykle uden støttehjul på min cykel, før jeg var en 6-7 år. Jeg væltede, og kunne slet ikke koordinere arme, ben eller balance -derfor troede man, at min "motorik var dårlig" (hvilket også var grunden til jeg fik en hest, men den historie må I få en anden dag), det skulle senere vise sig, at det var fordi jeg faktisk ikke kunne se noget som helst.
Nå, men jeg kejlede rundt på denne cykel; min bror, min far og jeg var inde på nabogrunden og cyklede rundt om et bjerg, sådan husker jeg det ihvert fald. Bjerget har nok været en grusbunke :)
Min far havde pillet mine støttehjul af min cykel, for nu skulle jeg lære at cykle rigtigt. Men jeg styrter, og falder ligeså lang jeg var (det var ikke ret langt) med smasken godt begravet nede i de løse småsten, der på asfalten. -Og jeg vrælede! Jeg kan huske, jeg bliver rejst op, og blodet strømmer ud, lige oppe over mit venstre øje, og jeg blev simpelthen SÅ bange.
-Jeg husker, at vi havde ikke selv bil, så min farbror Birger kommer og henter min mor og mig, og vi kører til Lægehuset i Horslunde, hvor vi blev konsulteret af den meeeeeget gamle læge, som ihvert fald var mindst 100 år gammel. Han lignede lidt en hornugle og lugtede af sur kaffe (jeg har senere mødt ham igen, og han ligner slet ikke en hornugle -men han lugter af sur kaffe).
Han spurgte min mor, hvad jeg havde lavet..... Inden hun når at svare, svarer jeg: "Det var min far, der skubbede mig!" -Den historie holdt jeg ved i mange år, til sidst troede jeg selv på det :) -Jeg synes nok, det var pinligt, jeg ikke kunne cykle.
Jeg blev syet flot, med 6 grønne sting. Jeg var meget, meget stolt over, jeg var blevet syet, og synes vist selv, jeg var ret sej med en flænge i øjenbrynet :)
Senere i livet, er det der med "sejheden" ved at komme til skade imidlertid forsvundet, dog kommer jeg til skade, med jævne mellemrum alligevel.... ;p
Øregangsbetændelse, er diagnosen, og det er simpelthen noget af det mest smertefulde jeg har prøvet, og det siger ikke så lidt, taget i betragtning at jeg hyppigt kommer til skade; brænder mig, skærer mig, har et knæ der hopper ud af led sådan af og til. Nå, ja - og har født to børn, som var læææææææææææææænge undervejs!
-Men øregangsbetændelsen, den ligger altså helt oppe i toppen! Man kan ikke stå, gå, ligge eller lade være. Kan sgu godt forstå de små er meget kede af det, når de har bøvl med ørerne.
Jeg er sådan en af dem, der har utallige ar, fordi jeg åbenbart er så klodset, men kan huske hvor hvert af dem kommer fra; det allerførste jeg fik, var simpelthen fra dengang jeg som 5-årig flækkede mit øjenbryn. Historien er lidt pudsig, og den har jeg simpelthen tænkt mig at dele med jer, faste læsere.
Jeg kunne ikke cykle uden støttehjul på min cykel, før jeg var en 6-7 år. Jeg væltede, og kunne slet ikke koordinere arme, ben eller balance -derfor troede man, at min "motorik var dårlig" (hvilket også var grunden til jeg fik en hest, men den historie må I få en anden dag), det skulle senere vise sig, at det var fordi jeg faktisk ikke kunne se noget som helst.
Nå, men jeg kejlede rundt på denne cykel; min bror, min far og jeg var inde på nabogrunden og cyklede rundt om et bjerg, sådan husker jeg det ihvert fald. Bjerget har nok været en grusbunke :)
Min far havde pillet mine støttehjul af min cykel, for nu skulle jeg lære at cykle rigtigt. Men jeg styrter, og falder ligeså lang jeg var (det var ikke ret langt) med smasken godt begravet nede i de løse småsten, der på asfalten. -Og jeg vrælede! Jeg kan huske, jeg bliver rejst op, og blodet strømmer ud, lige oppe over mit venstre øje, og jeg blev simpelthen SÅ bange.
-Jeg husker, at vi havde ikke selv bil, så min farbror Birger kommer og henter min mor og mig, og vi kører til Lægehuset i Horslunde, hvor vi blev konsulteret af den meeeeeget gamle læge, som ihvert fald var mindst 100 år gammel. Han lignede lidt en hornugle og lugtede af sur kaffe (jeg har senere mødt ham igen, og han ligner slet ikke en hornugle -men han lugter af sur kaffe).
Han spurgte min mor, hvad jeg havde lavet..... Inden hun når at svare, svarer jeg: "Det var min far, der skubbede mig!" -Den historie holdt jeg ved i mange år, til sidst troede jeg selv på det :) -Jeg synes nok, det var pinligt, jeg ikke kunne cykle.
Jeg blev syet flot, med 6 grønne sting. Jeg var meget, meget stolt over, jeg var blevet syet, og synes vist selv, jeg var ret sej med en flænge i øjenbrynet :)
Senere i livet, er det der med "sejheden" ved at komme til skade imidlertid forsvundet, dog kommer jeg til skade, med jævne mellemrum alligevel.... ;p
fredag den 17. juni 2011
Fredagstanker
Så sidder man her i den lysegrønne sofa med stængerne oppe på sofabordet, og laptopen i skødet. Vi har spist, for sådan er det jo i en familie med små børn, der er sultne altid..... Spisebordet er ryddet og opvaskemaskinen snurrer.
Pigerne, Freya på 4½ og Frigg på 3 år leger i hele stuen; det flyder med tæpper, puder, dukker, tegninger og puslespilsbrikker. Men de hygger sig og har ikke skændtes, i nogle timer snart *banker under bordet*, 7-9-13..... Ja, det tør jeg godt skrive, med risiko for at jinxe det :)
Vi venter på DisneySjov, som jo er ugens højdepunkt, for dér må man spise slik og få saftevand/sodavand (alt efter hvad vi nu lige har på lager). Det er virkelig noget, der bringer lykke i det lille hjem i Vesterborg.
Ja, for vi er også én af de der familier, hvor vi har faste slikdage, som spiser grøntsager og drikker vand til hverdag. Så joooooow, DisneySjov med fredagsslik er noget ganske særligt.
Jeg kommer sådan til at tænke på min egen barndom; mht. slikkultur og tegnefilm. Både min mand og jeg er vokset op med sodavand og slik i ubegrænsede mængder. Hvorfor? Ja, jeg tror det var fordi, det smagte godt, og fordi det jo også er en måde at undgå konflikter på. Dengang var der ingen, der tænkte på syreskader på tænder, overvægt, hjerte-karsygdomme, diabetes, dårlige vaner...... osv.
Det var sørme en anden tid, dengang.... Om det har været uvidenhed hos 80'ernes forældre, det skal jeg ikke kunne sige.... Dengang røg man jo også i samme rum, hvor ens spædbarn befandt sig -jeg har ofte hørt kommentaren efterfølgende, helt op i 2010'erne: "....Lidt røg har jo aldrig skadet". Her er det bare, jeg tænker: "What? Hvor har du været?" -Nogle gange siger jeg det også ;) Men lige det med rygning er sgu svært at diskutere, særligt med rygere ;)
Dét med dårlige tilvalgte vaner, som både rygning og dårlig kost jo er, er efter min mening helt op til den enkelte. Hvad folk spiser rager ikke mig, og om folk vil ryge -det må de selv om (bare jeg ikke er tvunget til at være i det).
Jeg tænker ofte på, hvor skægt det egentlig er, at kulturene og livsstilene igennem de forskellige generationer har ændret sig, og kommer derfor også til at tænke på, hvordan det kommer til at være om 20 år? Jeg ved det ikke. Men jeg håber, jeg ikke bliver én af dem, der sidder med korslagte arme, og absolut ikke kan eller vil se formålet med ændringer, i den nye tidsalder. Jeg håber, jeg bliver én, der gerne vil prøve at forstå, hvordan og hvorfor Verden ændrer sig.
-Hvis jeg, imod alle mine egne forhåbninger, skulle blive en gammel og bitter kone (dette gælder iøvrigt i alle livets henseender) vil jeg gerne bede mine nærmeste om at amputere mine knæskaller, og tunge. For JA!, jeg kan sagtens forstå, det er belastende at skulle høre på.
Nu nærmer tiden sig DisneySjov, og dermed er det tid for at passe nogle slikskåle til, henkaste sig til Anders And & Co.s fantastiske univers, hvor kun tegnernes fantasi sætter begrænsningerne for, hvad der kan lade sig gøre. Det er jo fantastisk :)
Pigerne, Freya på 4½ og Frigg på 3 år leger i hele stuen; det flyder med tæpper, puder, dukker, tegninger og puslespilsbrikker. Men de hygger sig og har ikke skændtes, i nogle timer snart *banker under bordet*, 7-9-13..... Ja, det tør jeg godt skrive, med risiko for at jinxe det :)
Vi venter på DisneySjov, som jo er ugens højdepunkt, for dér må man spise slik og få saftevand/sodavand (alt efter hvad vi nu lige har på lager). Det er virkelig noget, der bringer lykke i det lille hjem i Vesterborg.
Ja, for vi er også én af de der familier, hvor vi har faste slikdage, som spiser grøntsager og drikker vand til hverdag. Så joooooow, DisneySjov med fredagsslik er noget ganske særligt.
Jeg kommer sådan til at tænke på min egen barndom; mht. slikkultur og tegnefilm. Både min mand og jeg er vokset op med sodavand og slik i ubegrænsede mængder. Hvorfor? Ja, jeg tror det var fordi, det smagte godt, og fordi det jo også er en måde at undgå konflikter på. Dengang var der ingen, der tænkte på syreskader på tænder, overvægt, hjerte-karsygdomme, diabetes, dårlige vaner...... osv.
Det var sørme en anden tid, dengang.... Om det har været uvidenhed hos 80'ernes forældre, det skal jeg ikke kunne sige.... Dengang røg man jo også i samme rum, hvor ens spædbarn befandt sig -jeg har ofte hørt kommentaren efterfølgende, helt op i 2010'erne: "....Lidt røg har jo aldrig skadet". Her er det bare, jeg tænker: "What? Hvor har du været?" -Nogle gange siger jeg det også ;) Men lige det med rygning er sgu svært at diskutere, særligt med rygere ;)
Dét med dårlige tilvalgte vaner, som både rygning og dårlig kost jo er, er efter min mening helt op til den enkelte. Hvad folk spiser rager ikke mig, og om folk vil ryge -det må de selv om (bare jeg ikke er tvunget til at være i det).
Jeg tænker ofte på, hvor skægt det egentlig er, at kulturene og livsstilene igennem de forskellige generationer har ændret sig, og kommer derfor også til at tænke på, hvordan det kommer til at være om 20 år? Jeg ved det ikke. Men jeg håber, jeg ikke bliver én af dem, der sidder med korslagte arme, og absolut ikke kan eller vil se formålet med ændringer, i den nye tidsalder. Jeg håber, jeg bliver én, der gerne vil prøve at forstå, hvordan og hvorfor Verden ændrer sig.
-Hvis jeg, imod alle mine egne forhåbninger, skulle blive en gammel og bitter kone (dette gælder iøvrigt i alle livets henseender) vil jeg gerne bede mine nærmeste om at amputere mine knæskaller, og tunge. For JA!, jeg kan sagtens forstå, det er belastende at skulle høre på.
Nu nærmer tiden sig DisneySjov, og dermed er det tid for at passe nogle slikskåle til, henkaste sig til Anders And & Co.s fantastiske univers, hvor kun tegnernes fantasi sætter begrænsningerne for, hvad der kan lade sig gøre. Det er jo fantastisk :)
torsdag den 16. juni 2011
Ærlighed vs. tilpasning
Ærlighed vs. tilpasning
Nu skete det igen; jeg sidder og halvser ét eller andet dokumentarprogram, hvor én af dem der er med udtaler, at for hende er det vigtigt, at folk omkring hende er 120% ærlig...... Ærlig, er et "sjovt" ord; hvis man slår det op i ordbogen står der: "som holder sig til sandheden; som ikke lyver".
Jeg tænker, der er INGEN som er helt ærlige, hele tiden - og slet ikke 120% ærlige - og er det egentlig ikke ok?
Prøv lige at tænk over nogle svar, man ind imellem ville få, hvis man var heeeeelt ærlig, sådan lige i nuet. For slet ikke at tale om nogle drejninger, samtaler ind imellem kunne tage.
Kvinden der spørger sin mand, om hun ser tyk ud i de bukser; han ved godt at det ærlige svar formentlig vil være: "Ja, du gør, men det er jo ikke buksernes skyld, vel?", men istedet svarer han, at selvfølgelig gør hun ikke det, eller at han bedre kan lide at se hende i de sorte, eller.......
-Man bliver stoppet af færdselspolititet, fordi man måske har kørt bare en anelse hurtigere end det tilladte. Den meget stramme og en lille smule magtliderlige (tolker føreren af bilen, ihvert fald). Han spørger, om man er klar over, hvor stærkt man har kørt, hvortil man svarer: "Nej, ikke helt".... I virkeligheden er man formentlig godt klar over, man har kørt liiiiiiidt hurtigere end det man må. -Man har bare valgt at lige idag, har man travlt og der sker jo aldrig noget, i virkeligheden synes man måske også, at hastighedsbegrænsningen er super latterlig, lige i det område. Men det siger man jo ikke til hr. Betjent, vel?! -For hvad nytter det? -Her vurderer man, at det nok er bedre at fremstå lidt uvidende, fordi "så kan det være bøden ikke bliver så stor" eller at man forsøger at slippe udenom én eller anden skideballe fra politiet, fordi det syntes man ikke lige man magter.
-I skolen, hvor man bevidst eller ubevidst havde glemt at lave sin afleveringsopgave, og man sagde til sin lærer, at man blot havde glemt den derhjemme - at den simpelthen lå på køkkenbordet, men aldrig havde nået hele vejen ned i skoletasken...... Men at man nok skulle huske den imorgen.
Der er sikkert mange, mange eksempler på små fordrejninger af sandheden -og også de helt store (ikke specielt "uskyldige" løgne - hvilket JEG ikke mener er ok); og hvis man mener, det er helt i orden - er det så vigtigt for ens eksistens, at andre at de er helt ærlige hele tiden, eller måske endnu vigtigere, at man selv er det?
-Men jeg forstår godt, man ikke kan sige højt at man accepterer folk omkring én lyver lidt, engang imellem, hvis årsagen er go'. Hvornår er det egentlig legalt at fordreje/ lyve bare lidt? Er det overhovedet muligt at lave retningslinjer for det? Fordi når noget skal forties eller lyves lidt om, er det jo en vurdering, foretaget af den enkelte fortæller.
Så derfor tolker jeg, at når mennesker udtaler, det er vigtigt for dem, folk omkring dem er ærlige, så er det i virkeligheden en udtalelse, som skal tages med et gran salt. Det betyder måske bare: "Jeg kan ikke lide, du lyver om de store ting her i livet, men de små fortielser er ok"? -Og er den udmelding i virkeligheden helt ærlig?
Jeg kan helt ærligt, med hånden på hjertet, kniven for struben og på spejderære sige, at jeg er 100% ærlig, med små forbehold ;)
Ha' en dejlig dag.
Jeg tænker, der er INGEN som er helt ærlige, hele tiden - og slet ikke 120% ærlige - og er det egentlig ikke ok?
Prøv lige at tænk over nogle svar, man ind imellem ville få, hvis man var heeeeelt ærlig, sådan lige i nuet. For slet ikke at tale om nogle drejninger, samtaler ind imellem kunne tage.
Kvinden der spørger sin mand, om hun ser tyk ud i de bukser; han ved godt at det ærlige svar formentlig vil være: "Ja, du gør, men det er jo ikke buksernes skyld, vel?", men istedet svarer han, at selvfølgelig gør hun ikke det, eller at han bedre kan lide at se hende i de sorte, eller.......
-Man bliver stoppet af færdselspolititet, fordi man måske har kørt bare en anelse hurtigere end det tilladte. Den meget stramme og en lille smule magtliderlige (tolker føreren af bilen, ihvert fald). Han spørger, om man er klar over, hvor stærkt man har kørt, hvortil man svarer: "Nej, ikke helt".... I virkeligheden er man formentlig godt klar over, man har kørt liiiiiiidt hurtigere end det man må. -Man har bare valgt at lige idag, har man travlt og der sker jo aldrig noget, i virkeligheden synes man måske også, at hastighedsbegrænsningen er super latterlig, lige i det område. Men det siger man jo ikke til hr. Betjent, vel?! -For hvad nytter det? -Her vurderer man, at det nok er bedre at fremstå lidt uvidende, fordi "så kan det være bøden ikke bliver så stor" eller at man forsøger at slippe udenom én eller anden skideballe fra politiet, fordi det syntes man ikke lige man magter.
-I skolen, hvor man bevidst eller ubevidst havde glemt at lave sin afleveringsopgave, og man sagde til sin lærer, at man blot havde glemt den derhjemme - at den simpelthen lå på køkkenbordet, men aldrig havde nået hele vejen ned i skoletasken...... Men at man nok skulle huske den imorgen.
Der er sikkert mange, mange eksempler på små fordrejninger af sandheden -og også de helt store (ikke specielt "uskyldige" løgne - hvilket JEG ikke mener er ok); og hvis man mener, det er helt i orden - er det så vigtigt for ens eksistens, at andre at de er helt ærlige hele tiden, eller måske endnu vigtigere, at man selv er det?
-Men jeg forstår godt, man ikke kan sige højt at man accepterer folk omkring én lyver lidt, engang imellem, hvis årsagen er go'. Hvornår er det egentlig legalt at fordreje/ lyve bare lidt? Er det overhovedet muligt at lave retningslinjer for det? Fordi når noget skal forties eller lyves lidt om, er det jo en vurdering, foretaget af den enkelte fortæller.
Så derfor tolker jeg, at når mennesker udtaler, det er vigtigt for dem, folk omkring dem er ærlige, så er det i virkeligheden en udtalelse, som skal tages med et gran salt. Det betyder måske bare: "Jeg kan ikke lide, du lyver om de store ting her i livet, men de små fortielser er ok"? -Og er den udmelding i virkeligheden helt ærlig?
Jeg kan helt ærligt, med hånden på hjertet, kniven for struben og på spejderære sige, at jeg er 100% ærlig, med små forbehold ;)
Ha' en dejlig dag.
tirsdag den 14. juni 2011
Begyndelsen
Ja, nu vil jeg også prøve at blogge. Jeg tænker, det måske er en god måde at dele hverdagens små og store oplevelser, såvel som spørgsmål.
Jeg har haft nogle overvejelser omkring, hvordan man egentlig starter sådan en blog. Begynder man med "Goddag og velkommen", eller hvad gør man???? Nå, men jeg tror bare, jeg vil sige "kig med, hvis du har lyst".
Jeg har haft nogle overvejelser omkring, hvordan man egentlig starter sådan en blog. Begynder man med "Goddag og velkommen", eller hvad gør man???? Nå, men jeg tror bare, jeg vil sige "kig med, hvis du har lyst".
Abonner på:
Opslag (Atom)